02.11

Kartoflen er en af de mest klimavenlige fødevarer. Hvis alle danskere over 18 år spiste kartofler en dag om ugen, kunne vi spare 1900 ton CO2 pr. uge. Især storbyfolket vælger kartoflerne fra. Derfor vil århusianerne fredag den 27. november møde et bjerg af kartofler på Store Torv, og få serveret varm kartoffelsuppe til parolen 'Brug knolden'.

Kartoflen er en af de mest klimavenlige fødevarer. Hvis alle danskere over 18 år spiste kartofler en dag om ugen, kunne vi spare 1900 ton CO2 pr. uge. Især storby-folket vælger kartoflerne fra. Derfor vil århusianerne fredag den 27. november møde et bjerg af kartofler på Store Torv, og få serveret varm kartoffelsuppe til parolen 'Brug knolden'.

Kartoflen er i krise. En ny undersøgelse fra markedsanalyseinstituttet GfK viser et fald i forbruget af kartofler på ni procent siden 2006. Og det er en skam for klimaet. Produktion af kartofler genererer nemlig langt mindre CO2 end de nærmeste konkurrenter, som er ris og pasta.

Undersøgelsen fra GfK viser, at det især er i storbyerne, at kartoflen vælges fra. Derfor vil århusianerne fredag den 27. november møde et bjerg af kartofler på Store Torv og få en portion med hjem sammen med opfordringen om at 'bruge knolden'. Samtidig skal en portion varm kartoffelsuppe åbne deres hjerter for kartoflerne.

Kartoflerne på Store Torv er en del af en ny kampagne fra Kartoffelpartnerskabet, som er en sammenslutning af blandt andre kartoffelproducenter og -eksportører, myndigheder og forskningsinstitutioner. En del af kampagnen er begrebet "Torsdagskartoflen": Hvis alle danskere over 18 år spiste kartofler hver torsdag i stedet for ris eller pasta, ville vi løst anslået spare 1900 ton CO2 denne dag.

Klimavenlige kartofler
Livscyklusanalyser (LCA) af de tre produkter viser, at pasta med cirka 2 kg CO2 pr. kg ligger cirka 10 gange så højt som kartofler på CO2-udledning ved produktionen, mens ris med 3,3 kg CO2 pr. kg er helt oppe på over 15 gange så meget som kartofler. Det fortæller biolog og udviklingskonsulent Anders Iversen fra AgroTech, der har udført LCA på en lang række fødevarer.

"Den primære grund til, at kartofler klarer sig bedst i sammenligningen er, at der er et relativt højere udbytte pr. hektar kartoffelmark end ved dyrkning af korn til pasta. Desuden er der et større spild fra korn end fra kartoffelplanter," siger Anders Iversen, der tilføjer, at der er mange forbehold ved beregningerne, men at det i hvert fald giver et fingerpeg om, at det er godt for klimaet at spise kartofler.

Han forklarer uddybende, at ris klarer sig dårligt, fordi dyrkningen sker på overrislede marker, som afdamper metan og lattergas, hvilket øger drivhuseffekten.

Flere kartofler til danskerne
Den klassiske knold er altså en klimavenlig fødevare, og det er en af grundene til, at danskerne skal spise flere kartofler, mener Kartoffelpartnerskabet.

"Vi har iværksat danmarkshistoriens første store kartoffel-kampagne, hvor vi blandt andet sætter fokus på, at kartofler er gode for klimaet, for sundheden og for pengepungen. Jeg håber, at danskerne får øjnene op for, hvor unik en råvare kartoflen er," siger formand for Kartoffelpartnerskabet Steen Bitsch, der er direktør for kartoffeleksportvirksomheden Danespo.

Målet er at få alle danskere til at overholde Sundhedsstyrelsens kostråd og spise kartofler fire gange om ugen. Nærmere bestemt 250 gram kartofler fire gange om ugen, altså totalt et kilo om ugen. I dag spiser vi i gennemsnit 110 gram kartofler om dagen, det vil sige 770 gram pr. uge.

"Kartoflen er blevet utrendy blandt andet i forbindelse med sundhedsbølgen om at undgå kulhydrater. Men det er helt uforskyldt, for kartofler indeholder mange vitaminer, mineraler og fibre, som er rigtigt gode for os. Mange danskere efterspørger måder at hjælpe klimaet på, og her er da en nem genvej," påpeger Steen Bitsch.

Fakta om kartofler:

  • Livscyklusanalyse (LCA) af kartofler, ris og pasta viser, at produktion af et kg kartofler medfører udledning af 0,21 kg CO2. Det tilsvarende tal for pasta er 2 kg, og for ris 3,3 kg CO2. De tre produkter har været udsat for forskellige beregninger. Derfor er der visse forbehold for sammenligningen. 
  •  En Livscyklusanalyse kortlægger et produkt fra jord til bord. En LCA tager typisk mellem 4 og 8 måneder at gennemføre, og den foregår ved indsamling af en masse tal for alle de processer, der indgår i produktionen af produktet.
  • Danskerne spiser i gennemsnit 110 gram kartofler om dagen, altså 770 gram pr. uge. En kampagne fra Kartoffelpartnerskabet har som mål at få alle til at spise 250 gram kartofler fire gange om ugen, altså totalt et kilo om ugen. En del af Sundhedsstyrelsens otte kostråd er, at spise kartofler fire gange om ugen.
  • Forbruget af kartofler er faldet med 9 procent fra 2006 til 2008, viser en undersøgelse fra markedsanalyseinstituttet GfK. Analysen er baseret på GfKs husstandspanel, hvor et repræsentativt udsnit af de danske husstande har registreret deres dagligvareindkøb.
  • Kartoflerne bliver oftest fravalgt i storbyerne, mens storforbrugerne af kartofler bor på landet.
  • Det er især de 30-39-årige, der dropper kartoflerne. Den største barriere er, at kartofler skal skrælles.
  • Kartoffelpartnerskabet er et fællesskab af myndigheder, virksomheder, organisationer og institutioner, som ønsker at medvirke til at øge forbruget af kartofler.

For yderligere oplysninger:
Steen Bitsch, formand for Kartoffelpartnerskabet og direktør for Danespo, tlf. 20 49 21 75.
www.brugknolden.dk